Kære dagbog

Mandag truer… Mandag er ikke nogen rar dag. Mandag er skabt til at rende Universitetsadministrationsgangene rundt fra Herodes til Pilatus. Mandag er skabt til at være træt; træt af KU, træt af rigide indviklede systemer, træt af at være træt af det hele, og indimellem bare helt almindelig gammeldags træt.

Tak for i dag, mandag. Jeg er sgu lidt træt af dig.

Godnat og sov godt.

Vi ses om en uge – I promise!

_/\_

Kære dagbog

Mens resten af familien kørte til farmor og farfar for at hente Marius, tog jeg revence over b-fejlen i går. Det er jo ikke meningen at man skal falde i søvn kl. 23, når man er et ægte b-menneske! På det tidspunkt regner jeg jo med at være allermest parat til at få ting fra hånden, af alle døgnets timer. Det er ofte der jeg mediterer, og senere skulle jeg skrive blogdagbog, inden jeg gik i seng. Så revencen måtte komme tidligt i dag. Jeg kogte vand og lavede te mens jeg chantede, tog tilflugt og slæbte min zabuton ind i stuen. Jeg pillede nytårshatten af Avalokiteshvara (så jeg kunne holde ud at sidde foran den uden at dø af grin – se dag 15), og tændte stearinlys, mens jeg drak en kop te, og satte måsen i puden straks derefter. Det er næsten personlig rekord! Men nu var der også særligt gunstige omstændigheder denne morgen, idet resten af familien ikke var hjemme, og jeg var kommet ufrivilligt tidligt til køjs i går aftes Hvis ikke jeg generelt var sådant et ubegribeligt stort sovedyr, som skal være oppe i flere timer før jeg er vågen, ville jeg holde meget af at praktisere som det første på dagen. Jeg kan mærke, at det giver en god start med et godt fokus.

Da min praksis lige nu handler om at få øje på begær, har jeg tænkt mig, indimellem som en øvelse, at prøve at skrive dem ned. Jeg aner ikke om det kan lade sig gøre, eller hvordan jeg praktisk skal få det gjort, men jeg synes det virker som et interessant eksperiment. Om ikke andet så har jeg noget at tage et konkret udgangspunkt i.

Denne morgen og formiddag har allerede budt på:

Ønsker om: Mere søvn, te, noget andet i stedet for at chante, morgenmad, kaffe, mindre kedsomhed, ikke at meditere lige nu for det gider jeg faktisk ikke, måske ændre meditationen?, afgørelse på om jeg skal sidde i 20, 30 eller 40 min?, jeg har lyst til at dæmpe klokken på Insight Timer, det klør på min skulder og det bliver s.. ved, hvorfor beslutter jeg mig ikke bare for at droppe det speciale?, gid jeg måtte være tilfreds, gid jeg måtte finde ro, bare Asta bliver gode venner med (eller i det mindste ikke drillet af) den pige der sagde hårde ord til hende, bare hun ikke bliver ked af det igen, jeg har mere lyst til at gå ud og lukke hønsene ud end at sidde videre, når jeg er færdig skal jeg huske bloggen fra i går, jeg er sulten, jeg glemte at sætte tehætten på teen det burde jeg ordne så den ikke bliver kold, bare jeg kunne komme til klarhed over hvad jeg skal efter specialet så ville det være meget lettere at afgøre om der er nogen grund til at skrive det overhovedet, jeg ville gerne gå hjemme og nørde buddhisme på fuld tid, jeg vil også gerne ud blandt andre i en normal hverdag når børnene er store, bare jeg kunne hjælpe til økonomisk og det kan jeg bedst ved at skrive specialet færdigt og få et job, bare vi havde råd til at skifte de gamle utætte vinduer, jeg savner de andre bare de snart kom hjem, …, …, ….

Pyha, det var kun én time af min dag! Og der er allerede fyldt op af ønsker, krav og ændringsforslag. Vi ses i morgen

_/\_

Kære dagbog

Ok, det var så tredje aften i dette dagbogsprojekt, hvor jeg faldt i søvn med blogdagbogen i skødet… Hvad sker der lige for b-mennesket her??

Well, på med vanten: Af irrelevante meddelelser fra d. 1. december kan nævnes at ungerne på under en time fik stuen til at se ud som om den er blevet ramt af en granat med hjemmelavet julepynt! Når jeg får forbundet min mobil med computeren, skal jeg vise dig, hvilken grum skæbne der overgik Avalokiteshvara. Men prøv bare at forestille dig en ½ m. høj Avalokiteshvara med et hjemmeflettet julehjerte over den ene arm, noget hængende perleværk i den modsatte hånd og en spids lilla nytårshat (med lametta) på hovedet… Det er dælme ikke kønt. Jeg har fjernet noget af det pynt, der hang på væggene, men stuen minder mig stadig alt for meget om stuen hos Oluf Sand, efter hans kones 24-dages julepyntetrip. (De Nattergales ”The Julekalender”)

Kære dagbog

Det er måske lidt kitch at skrive “kære dagbog” hver eneste dag. Jeg er jo ikke 10 år længere, som jeg var, da jeg skrev min første rigtige dagbog (i hånden). Uha, hvor havde jeg meget glæde af den! Her var en rar og tryg ven, der aldrig syntes at mine problemer var små eller overfladiske. Her var en SAND ven, der i lyst og nød stod last og brast, og syntes at det var hårdt at være mig, (men at jeg var den sødeste pige i hele verden, og bedste veninde man overhovedet kunne få), når verden var ond. Og som jublede over at være mig, når jeg havde leget med bedsteveninden hele dagen, og vi havde kælket, drukket varm kakao og totalt hygget igennem.

Jeg kan faktisk ret godt lide følelsen af at tale til en god ven, som jeg lige får et glimt af, når jeg indleder med “kære dagbog” Mere voksen er jeg åbenbart ikke blevet.

Ulempen ved at gemme sine tanker i dagbogsform, er den samme som udtrykket “en god hukommelse er utilgiveligt”, peger på. Man skal lede længe efter en mere effektiv måde at bære nag i hvert fald. Det er langt sværere at give slip på problematiske følelsesreaktioner, når jeg kan gå tilbage og ‘læse op på dem’. Eftersom alting forandrer sig, også mig og situationen jeg var i, så er det ikke altid så smart at have en back-up liggende, jeg kan rådføre mig med… Men andre kan selvfølgelig have det anderledes end jeg. Jeg havde en lang, svær, periode, hvor jeg slet ikke skulle nærme mig noget, der mindede om en dagbog, for så fik det værste i mig lige pludselig rundsave på albuerne og røde horn i panden – mens jeg ikke engang selv kunne holde ud, hverken at læse det eller skrive det… Det blev min træ-periode (“be still, like a piece of wood..”). Havde man nu været hurtigere end jeg, kunne det måske have været interessant at have gemt en overlevering fra perioden. Jeg bliver stadig helt ‘sort’ indvendig, når jeg tænker på, hvor skidt jeg havde det, så måske er der nogle ting, der er bedst ikke at vende tilbage til, når man først er kommet forbi…?

Kære dagbog

Jeg har fået et nyt morgenritual Dvs. at det er stort set egentlig det samme: Lys, versene fra den daglige ceremoni, tre prostrationer (til tilflugten), lidt ekstra fra egen skuffe, og nu også en (eller to) runde mantra på min nye juzu! Det betyder egentlig bare, at jeg laver mit morgenritual, og så bliver jeg siddende lidt og laver en minipraksis på en eller to runder af Fudo Myo-os mantra. Det er jeg faktisk rimelig tilfreds med. Det tager lidt længere tid, og derfor bliver det også nogle gange til, at jeg kun tænder lys, tager tilflugt, og så chanter jeg hjertesutraen og mine mantras imens jeg fortsætter morgenens gøremål (laver havregrød, kaffe, te, holder øje med om børnene kommer i tøjet, osv.).

Nu er jeg et par morgener lykkedes med at komme tidligt op (STORT!). Så lukker jeg dørene ind til stuen, tænder lys og laver morgenpraksis herinde ved Avalokiteshvara, i stedet. Det fungerer faktisk godt, og er rigtig hyggeligt også. Med mindre mit mest morgenfriske barn har snakketøjet udenpå – så må det hele lige udsættes til senere

Kære dagbog

I dag har været en forvirret dag, og der er ikke rigtig så meget andet at sige… Sådan nogen findes der jo også. Dage hvor synet er sløret af alskens gøres og laden, der lige i øjeblikket føles såååå vigtigt. Jeg tror det bedste tidspunkt på dagen var det kæmpestore kram jeg fik af min datter, inden hun tog af sted til cello med sin far.

Tilgengæld mødtes vi i Københavnersanghaen nu til aften, og dét er der jo altid noget ved! – og så satte det lige en stopper for forvirringen og lidt relativitet på vigtigheden af resten af dagens indhold.

Kære dagbog

Dag 7, 8, 9 og 10 var offline-dage for bloggen, for jeg har været på retreat i weekenden (i Tendai, selvfølgelig) – og så faldt jeg konstant i søvn hele dagen i går… Jeg er stadig rimelig træt i dag.

Op til retreatet havde jeg glædet mig til at praktisere en hel masse sammen med andre, og det var super fedt!   Udover gensynet med en masse dejlige mennesker, blev det også til et gensyn med et par af mit egos knapt så charmerende reaktioner på pres… Kors i skuret, sikken abefest   Og som altid var det min stakkels lærer, der fik ‘glæden’ af min abefest… Jeg er tilgengæld så heldig, at jeg har en lærer, der øjeblikkeligt forstår at dekonstruere spøgelset i skabet – så festen sluttede forholdsvis hurtigt (taget i betragtning at det var mig, sluttede den faktisk lynhurtigt). Og så kunne jeg bruge de sidste to dage mere konstruktivt.

Det var et rigtig dejligt retreat med bl.a. guidede meditationer, personlige praksisperioder, et par dejlige morgenceremonier og hyggeligt arbejde at fortsætte sin praksis til. Med lykken som tema, var det nok egentlig også svært at være andet. Jeg synes f.eks., at det var helt særligt at stå med min nye juzu i hånden og chante mantraer, imens jeg lavede te og kogte kaffevand så tidligt om morgenen, at det føltes som om resten af verden sov sødt til min chant . Det var også meget stemningsfuldt bagefter at sætte mig ind i den stille, halvmørke hondo og gå i gang med dagens første siddende meditation, imens huset langsomt vågnede og nogle få defilerede stille forbi – måske på vej ned til en kop kaffe – måske på vej op til en meditation.

Tak til alle deltagere, dharmasøskende og Sensei for et godt retreat

_/\_

Kære dagbog

I morgen starter Tendais efterårsretreat, og jeg går derfor offline fra fredag til søndag inkl.

Jeg glæder mig altid rigtig meget til sådan en fokuseret praksisweekend – og denne gang er ingen afvigelse

Dette retreats tema er lykke. Hvad mener buddhismen om lykken? At den mener noget om smerten/ lidelsen i livet [dukkha], er der ikke nogen tvivl om – men mener den så nødvendigvis også noget om det modsatte? Det er naturligvis retorisk spurgt, for jeg ved at den siger en del om lykken.

Jeg er meget spændt på, hvilke undersøgelser vi kommer til at lave af lykken – eller mine opfattelser af lykken… For som altid er det givet, at vores forudfattede meninger om, og holdninger til, tingene, farver den oplevelse vi får. Tænker man, at man ikke for alvor kan kende til lykke uden at kende til smerte, ja så har man jo allerede, i hvert fald halvvejs, retfærdiggjort næste gang man oplever noget som dybt uretfærdigt, eller andre mennesker som modstandere, eller ligefrem onde – for det må de vel være, hvis andre skal kunne være gode ved én, og bringe én glæde?? Kommer lykken kun, når man har det godt? Kommer den til os udefra? Eller er det noget vi selv kan være med til at fremme, uanset hvilken situation vi står i? Buddhismen abonnerer ikke på dikotomier som den førstnævnte, og det er dét der gør det så spændende, og svært, at gå med på dens tankesæt, og ærligt og uden forbehold få undersøgt om dens teser kan bruges til noget. For vi er opflasket med dikotomier! Vi holder af dem – de gør os trygge, og verden til at forstå. Der findes jo f.eks. uartige børn, og så på den anden side søde og artige børn (det er kun de sidstnævnte, der får gaver af julemanden). Og der findes gode mennesker, og onde mennesker (de første kommer i himlen og de sidste i helvede – eller i fængsel). Der findes sjæl og legeme (sidstnævnte gør “det onde, som jeg ikke vil”, iflg. Paulus)… Der findes synd, skyld og skam i os alle – og deres uopnåelige modsætninger. Jo jo, det er ikke helt let at blive fri for dikotomier i vores kristne kultur. Og selvom man tænker “jeg er ikke kristen, så det gælder ikke mig”, så prøv lige engang om du kan undvære at bruge dikotomier bare en uge – og ja, dine tanker tæller også.

Vi ses her på bloggen på mandag.

Hav en lykkelig weekend

_/\_

Kære dagbog:

I går var det endelig sanghamødedag. ‘Endelig’, fordi det føles som en evighed siden jeg har været der sidst, og jeg savner det så meget i mellemtiden! Vi sad shikantaza og chantede mantra – helt stille. Det var skønt at være der, til ceremoni, dharmatalk og meditation. Talen var en gennemgang af den daglige ceremoni, og selvom jeg har været den igennem nogle gange, dukker der altid nye tanker eller detaljer op, og det er jeg meget taknemmelig for.

.

I dag blev det pludselig både fødselsdag og juleaften! For i postkassen lå der en flad bleggrøn æske med gyldne japanske skriftegn udenpå. Den var sendt af en dharma-søskend og Tendaimunk i USA, som jeg holder rigtig rigtig meget af. Inde i æsken lå den smukkeste store juzu i mørkebrunt, blankpoleret, sandeltræ med en lille smule rød glød! <3 [jeg kan ikke finde ud af at lave hjerter i WordPress]

Jeg er meget meget glad for den! Og meget rørt over hans gave og generøsitet! Han har allerede delt gavmildt af sin egen praksis, for munken der har givet mig juzuen, har for en måned siden været min Sensei på gyo, og undervist i gående chant og hvordan man anvender sådan en juzu til at tælle og støtte sin praksis. Jeg er fuld af taknemmelighed og glæde, og vil så gerne sige ordentligt tak! Der er bare ingen måde, hvorpå jeg kan gengælde hans gaver lige over (for jeg kan ikke lære ham noget, og der er ikke nogen ting jeg kender til, jeg kan give ham, som han ville få lige så meget glæde af). Så jeg bliver nødt til at sige tak på en helt anden måde – men måske alligevel ikke så langt væk… Jeg tror, at jeg har fundet en måde det kan gøres på

Sikken utrolig dag.

Jeg gik i seng med varmt hjerte og stor taknemmelig i går, og jeg går i seng med varmt hjerte og stor taknemmelighed i dag!  I mit hoved snurrer en strofe fra ceremonibogen rundt: “Now I wish for all sentient beings: Dana, generosity, great friendship and great compassion.”…

_/\_