Allerførst; Glem alt om stillesiddende meditation, for prostationer er en praksis, der foregår nogenlunde sådan her: Rejs dig op, buk, gå ned på knæ, fold dig sammen på gulvet; op igen, buk, ned – op, buk, ned – osv. osv. Man bevæger sig altså fra liggende ‘foldet sammen’ på gulvet med pande og underarme i jorden, til stående, og tilbage igen. Mens man ligger på gulvet løfter man hænderne, åbne og opadvendte, fra gulvet til over hovedet, mens man forestiller sig at det er Buddhaens fødder man løfter. Når man er kommet helt op at stå, bukker man for Buddhaen, og det hele foregår imens man chanter et mantra der lyder nogenlunde således: “Om bora ro, sha sva ka, Butsu do, go shin gon”… Bevægelserne gentages 108 gange (eller hvor mange man nu vælger at lave derhjemme). Nogle gange er vi så heldige på retreats, at der er én som tilbyder at tromme rytmen til og holde styr på tællingen -tusind tak for det! 
Men, udover at ‘øvelserne’ har potentiale til at være temmelig fysisk udfordrende, hvad skal de så gøre godt for i vores buddhistiske praksis?
Prostrationer er først og fremmest ikke motion, men en hengivenhedspraksis! Det er også en potentielt ret provokerende én af slagsen 
Spørg bare superskeptikeren her, der syntes at det var både suspekt og provokerende at bukke for Honzon de første gange hun gjorde dét, om prostrationer som ren hengivenhedspraksis – (vi snakker ofring af krop, tale og sind 108 gange) – er ligetil? Niks, det er s…. svært!! (De er meget mere ligetil som motion!) Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg for knapt to år siden gennemgik 324 prostrationer hver dag i ca. 14 dage, uden at fatte et klap mere af hvad de gik ud på, end hvad jeg havde fået beskrevet forholdsvis objektivt på forhånd. Det kan desværre sagtens lade sig gøre 
To måneder senere, efter en heftig månedlang sygdom, og midt i en depression, faldt 25-øren tilgengæld, da jeg bøjede mig for at lave nogle få stykker en dag alene i hondoen. Jeg endte med at lave en del flere den dag, for ligesom vi er vant til nysgerrigt at observere og undersøge forskellige fænomener i siddende meditation, opstod der pludselig noget her jeg bare måtte kigge nærmere på Oplevelsen føltes pludselig meget anderledes end den plejede. Det var ikke den følelse af modstand, tvivl og bekymring, der kan overmande én fordi det gør ondt, (mine knæ, især det ene, kan, pga. en gammel skade, ‘smutte’ med ret stor smerte til følge). Det er ofte i denne situation man tænker “Nej, det her er helt forkert – det er usundt, og det har da ikke noget med buddhisme at gøre!” Det var heller ikke den provokerede følelse, jeg havde følt da jeg første gang bukkede for Honzon. Det var 100% sikkert noget andet, og slet ikke nogle følelser jeg kunne forbinde med en fysisk øvelse. Min egen fortolkning (og nu må I bare leve med det ‘corny’ i formuleringen!) er, at det var en åbning af hjertet; overgivelse, glæde, mod, lethed, og samtidig dyb alvor i det ærefrygtindgydende. Det var ydmygende men samtidigt glædesfyldt. Jeg vil påstå at det var første gang mine prostrationer var ren og uforfalsket hengivenhedspraksis – og det var virkelig ærefrygtindgydende! (Et ord jeg ikke kunne komme på bagefter).
Vi, og især jeg, lægger SÅ stor vægt på buddhismens intellektuelle aspekter. Kan jeg forklare det, så er jeg tryg, så vil jeg gerne være med. Kan jeg ikke få eller finde en forklaring, så kan jeg ikke ‘forsvare’ det jeg gør overfor mig selv (‘Selv’-servicering er ekstremt undervurderet!), og så tvivler jeg, og tænker mit. Og tro mig, jeg har tænkt mit! Op og ned ad døre og stolper; tvivlet, protesteret, himlet med øjnene, trukket arrogant på skuldrene og stolt rystet det af mig som en hund ryster sig for vand. Men intet af det har nogensinde gjort mig hverken glad eller fri.
Det er for det første dybt tilfredsstillende at parkere ‘kommentatorsporet’ (uanset hvor kort tid det lader sig gøre), og bare gøre, bare være det der gør. Det var, for mig, øjenåbnende at ære De tre Juveler uden stolthed eller afstand overhovedet, og bare mærke ydmygheden og glæden overfor hvor kæmpestort og fantastisk Buddhaens Vej er, og hvor fantastisk heldig jeg er at være havnet i et liv hvor jeg har adgang til Dharmaen, til andre der har valgt den samme Vej, og til en lærer der har viet sit liv til at alle får den mulighed. Jeg har kæmpet for at lægge stoltheden væk – den har skygget for alting – men lige dér ændrede dens perspektiv sig, helt uden kamp. Det var både et klimaks og antiklimaks på én gang.
Derfor laver jeg stadig prostrationer. For at huske på den sandhed jeg så om denne praksis, (og alle andre), den dag. Og for at huske mig selv på at min opfattelse af tingene kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet! Mine vurderinger er faktisk så uendeligt ligegyldige, at de er totalt tidsspilde. Det ene øjeblik ser jeg kun min egen fortolkning og stolthed, i det næste kan tingene træde frem som de virkelig er. Og hvordan skal jeg kunne vide hvad det er på forhånd…?
Hvis jeg har lært noget af at lave prostrationer, så er det at huske at blive ved med at stille spørgsmålstegn ved mine opfattelser af tingene. Selvom alting ser indlysende ud de første 999 gange, så må jeg blive ved med at spørge. Hvis jeg synes, at jeg har fattet det med det samme, kan jeg som regel roligt tro om igen. Jeg skatter også den kostbare erfaring af, hvad ægte hengivenhed kan åbne af døre (læs; skære igennem af crap), for sådan én som mig, højt. Det hele behøver ikke at være et marathonløb op ad bakke, hvis jeg bare tør lade mig bevæge af min dybe hengivenhed og ydmyghed i stedet for af min stolthed. Den indsigt holder jeg ved lige med – tadaaaah – prostrationer!! Jeg har valgt at jeg laver et mindre antal prostrationer til tilflugtschant, Hogo (som i min private udgave også inkluderer de mennesker jeg står direkte i gæld til), før meditation, før læsning af tekster, før oversættelse af tekster, og før al anden praksis – og igen når praksisperioden slutter. På den måde får jeg dem ind i mit liv hver dag.
Hvis man skulle lege djævlens advokat, kunne man godt være fristet til at sige, at jeg nu har formet mig en (ny) mening med prostrationerne, og derfor igen er i tryg havn, hvor jeg ‘ved’ hvad jeg skal synes om dem. – Den ‘stemme’ håber jeg, at jeg er i stand til at se stort på, til det hele ændrer sig igen.
