Hver gang mine børn har fødselsdag, får jeg lyst til at skrive noget om tiden der går så uafvendeligt, og kun én vej!
Det er spøjst som jeg selv er nærmest udødelig. Ja, jeg bliver jo stort set ikke ældre af at have fødselsdag…Men den illusion er immervæk svær at opretholde når det er børnene, som bliver større og større, mere og mere selvkørende – nærmest dag for dag!
Dagens fødselar er den ældste i flokken, og det sætter gerne ‘tiden’ ekstra i fokus. Jeg husker jo tydeligt dengang vi endnu ikke var blevet beriget med den skønne unge. Det føles nærmest som en menneskealder siden, og i en helt anden ‘verden’, at min tid skulle fordeles på mig selv først og mig selv sidst, og så kæresten (jo jo, og så småjobs og frivilligt arb. naturligvis, men helt ærligt…). Og de sidste 12 år har jeg så været beriget med små ‘timeglas’, der glad og gerne udmåler min tid for mig!
Jeg husker så tydeligt da mine egne forældre var i 30′erne. Jeg synes de var SÅ gamle!! Nu er de bedsteforældre, og naturligvis ENDNU ældre! Så, det går kun én vej for mig – samme vej!! En dag er jeg måske så heldig at blive farmor og mormor – men GOSH hvor vil jeg så være blevet tussegammel, og stå med den ene fod i graven! Og hvor får jeg lige fanget den illusion henne; at jeg ikke skulle stå med foden i graven allerede?! Mennesket er yderst villigt til at lukke øjnene og bilde sig selv ting ind… Suk, jeg må nok hellere vænne mig til at ældstebarnet fyldte 12 år i dag, og jeg ikke er 24 (selvom det føles sådan!) 
