“Hvilken rolle spiller tro på Den ottefoldige Vej – og hvilken spiller intellektet?”
.
Den ottefoldige Vej er både den helt basale buddhistiske træning og den udvidede træning for de som allerede er på Vejen. Den består af otte led som alle hver især kan trænes fra begynderniveau til perfektion. Derfor er ikke kun slutmålet, men hvert eneste led udfordring nok til at udgøre et mål i sig selv. Der er således masser af træning i Den ottefoldige Vej til at langt liv. Alle leddene er nødvendige for at ende det rigtige sted, og intet led er mindre vigtigt at mestre end de andre.
Når man beskæftiger sig med buddhismen, diskuterer man ofte hvilket trosbegreb vi egentlig har med at gøre, idet der for at være buddhist ikke afkræves nogen tro på noget som helst. Buddhisme er ikke noget man tror på (eller går til), men noget man gør og lever. Men i begyndelsen spiller tillid til ‘projektet’, sådan som jeg betragter det, den initierende rolle, idet ingen person overhovedet ville begynde at beskæftige sig med Den ottefoldige Vej, hvis ikke de havde tillid til, at den ville gøre dem noget godt. Intellektet har i den forbindelse den vigtige rolle at give en hurtig førstehåndsforståelse, man kan fatte tillid til.
Den ottefoldige Vej udgør, sammen med De fire forædlende Sandheder, rygraden i den tidlige buddhisme. Jeg vil mene, at det er muligt at praktisere buddhisme og også at opnå oplysning alene ud fra disse to stykker af Dharmaen. Man siger, at de stammer fra Buddhaen selv, som den allerførste del af den lære han gav videre efter sin oplysning. (Det kan dog ikke bevises). Både De fire forædlende Sandheder og Den ottefoldige Vej kan findes i buddhismens ældste tekster, suttaerne i Palikanon.
Vejens otte led består af: 1. Ret Syn, 2. Ret Tanke (eller Beslutning), 3. Ret Tale, 4. Ret Handling, 5. Ret Levevej, 6. Ret Indsats, 7. Ret Sindsnærvær, 8. Ret Koncentration.
Hvert eneste punkt kræver træning for at kunne blive ‘Ret’, (hvilket vil sige fuldkomment), og der er ingen af dem der for alvor er rette, før de alle er det. Så vort udgangspunkt for at starte den buddhistiske træning, må være at finde en indgang til denne positive spiral.
De fleste kommentarer (bl.a. Bodhi 1999, og Shoken 2009), anser Ret Syn (nr. 1) for at være det mest optimale udgangspunkt. Dette er ud fra den betragtning, at hvis ikke man er i besiddelse af en grundlæggende forståelse af De fire forædlende Sandheder, så er der heller ingen motivation til at følge Den ottefoldige Vej. Dvs., at som udgangspunkt er den intellektuelle forståelse af disse Fire Sandheder påkrævet. Buddhaen indså disse sandheder om, at man møder lidelse, utilfredshed og utilfredsstillelse (i utallige former) igennem livet, og det var det, han fandt en vej ud af (Den ottefoldige Vej). De fire forædlende Sandheder og Den ottefoldige Vej, berører dermed hinanden, idet Vejen udgør forklaringen på den fjerde Sandhed og forståelsen af De fire forædlende Sandheder udgør Vejens nr. 1, Ret Syn.
Til at begynde med, er Ret Syn udelukkende en intellektuel beskæftigelse – en ‘overfladisk’ forståelse af De Fire Forædlende Sandheder. Når den overordnede tillid til Vejen, og den første forståelse af hvad den går ud på, er på plads, skabes der mulighed for at starte træningen – man er trådt ind i spiralen. Ret Syn vil man, (og tilsvarende de andre led), vende tilbage til igen og igen, men efterfølgende vil det være med egen indsigt og erkendelse i bagagen.
Efter Ret Syn kommer, 2. Ret Tanke (kaldes også Ret Beslutning): Er vores tanker hensigtsmæssige? Eller skaber de lidelse? Er de fyldt med dumhed, begær og vrede? Indeholder de de rette intentioner og motivationer for vores handlinger? For at vide dét, er det ikke så meget et spørgsmål om tro eller tillid, som det er et spørgsmål om at kigge nøje på dem, se hvad der er i dem, og holde øje med hvor de løber hen. Men hvorfor det? -Fordi de helt sikkert ikke gør det af sig selv, selvom vi intellektuelt sagtens kan forstå, at det ville være en rigtig god idé hvis de kun indeholdt hensigtsmæssige og gode ting. Her er intellekt, i betydningen årvågenhed, en god idé at investere i, hvis det appliceres i dagligdagen sammen med fokuseret træning.
Man skal faktisk også tro på (eller have tillid til), at det vil gå bedre fremad, hvis indsatsen er helhjertet, og, at det er værd at investere sig selv, selv når træningen er svær – derfor kaldes nr. 2 også Ret Beslutning, for den rette tanke indeholder også en beslutning om, at det her, det vil jeg. Det er meget lettere at lægge sig på sofaen og melde sig ud af ‘buddhistisk aftenskole’, når træningen begynder at vise ucharmerende sider. Her er det vigtigere at have tillid til ‘projektet’ som helhed, end at have en forkromet intellektuel forståelse som det jo netop kan være svært (eller umuligt) at finde i situationen.
Ret Syn og Ret Tanke kaldes også for visdomsdelen af den trefoldige træning. (I teorien siges Den ottefoldige Vej at indeholde tre træningsområder: Visdom, etik og meditation).
Den etiske del af den trefoldige træning består af: 3. Ret Tale, 4. Ret Handling, og 5. Ret Levevej. Det er i første omgang udelukkende et trosspørgsmål om man ønsker at følge anvisningerne på dette område – altså om man selv betragter det som godt og nødvendigt, og at det er sådan mennesker får det bedste ud af livet sammen, eller ej. Der er ingen der vil træne disse besværlige ting, hvis ikke man som udgangspunkt tror på, at der findes et gran af sandhed i dem. Det vil sidenhen være en stor fordel for processen at komme til større forståelse, både intellektuelt og gennem egen erkendelse. Hvorfor skulle jeg dog koncentrere mig om ikke at rende med sladder, tale hårdt, slå, svigte, bagtale, håne eller fysisk skade andre, bare fordi en gut for 2500 år sagde det? Jeg bliver nødt til selv at forstå, hvorfor det er rigtigt ikke at gøre levende væsner ondt, både gennem praktisk og intellektuel tilegnelse, ellers vil det ikke give mening at vogte mine ord og handlinger (herunder også min levevej). De færreste vil vælge at handle og leve ud fra noget måske rigtigt som en anden- eller trediehåndserfaring har viderebragt dem.
For at få etik og visdom på plads, erfare det selv og dermed få det ‘ind under huden’, må jeg tro på, at de sidste trin: 6. Ret Indsats, 7. Ret Sindsnærvær og 8. Ret Koncentration, kan hjælpe mig derhen. Disse sidste tre fokus- og koncentrationsindsatser kan jeg ikke forstå ud fra intellektet. Med intellektet når jeg så langt som til at hvis jeg koncentrerer mig om det jeg læser, så forstår og husker jeg det bedre, end hvis jeg ikke gør. Den forståelse der hører til disse tre sidste skridt, er noget der kommer i takt med den indsats man lægger i dem. Det virker fuldkommen paradoksalt, at man skal gøre det før man forstår det – og dermed er det ikke noget intellektet nyder at lege særlig meget med på forhånd.
Man kan godt gå intellektuelt til Ret Indsats, idet Ret Indsats siger noget om den konkrete, helhjertede, ivrige, aktive indsats, der kræves for ikke træningen skal gå i stå, men fortsat være fremadrettet og givende – det kræver energi, massevis af energi. Det er da til at forstå. Det er sammenligneligt med f.eks. sport og musikudøvelse, som de fleste har prøvet. Jeg bliver dog stadig nødt til at starte ud med tillid til, at hvis jeg øver mig flittigt på mit instrument hver dag, så sker der noget andet end hvis jeg aldrig øvede mig. Jeg kan ikke se ‘resultater’ førend jeg allerede har gjort en hæderlig indsats.
Ret Indsats anviser også fire konkrete måder at træne de foregående etiske discipliner på: Idet energien der lægges for dagen kan vise sig i både hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige former, skal man være klar på at kunne identificere om den er hensigtsmæssig eller uhensigtsmæssig i enhver given situation undervejs. Bhikkhu Bodhi skriver om hvorfor vi har brug for Ret Indsats: ”The reason why effort is so crucial is that each person has to work out his or her own deliverence.” [Bodhi 1999, s.37]. Før vi kan lægge andre slags forståelser oveni, må vi nøjes med at forstå at Ret Indsats kræver en mængde korrekt rettet energi.
Fælles for at træne Ret Sindsnærvær og Ret Koncentration (nr. 7 og 8), er tilliden til at de har en overordnet mening på Vejen. De udgør, sammen med Ret Indsats, Den ottefoldige Vejs meditationsdel. De er også de mindst intellektuelt begribelige af alle otte led, for der er ikke nogen håndgribelige beviser på hvad de ‘udretter’, før man allerede er godt på vej. De kan ikke lave heksekunster, men man skal have tillid til, at de værktøjer de anviser også vil være gavnlige for én selv at anvende.
Sindsnærvær er evnen til at være totalt til stede i hvert eneste øjeblik, i hver enkelt lille ting, handling, bevægelse, tanke, ord, osv. – dvs., at være præcis dér hvor det sker, og ingen andre steder. Koncentration, (også kaldet meditation), er evnen til at fokusere sindet, stille knivskarpt, så man får et brugbart redskab til indsigt. Frugten af tredie del af Den ottefoldige Vej, (nr. 6, 7 og 8), er også dét som kan tages med og anvendes sammen med intellektet på alle de foregående led. Det er ikke (længere) et spørgsmål om tro kontra intellekt. Det bliver i stedet en synergieffekt. På den måde styrkes alle Vejens dele gennem den indsigt, koncentration, og evne til at være fuldt nærværende, der er opelsket gennem Ret Sindsnærvær og Ret Koncentration. Tilsvarende lettes træningen af Sindsnærvær og Koncentration væsentligt, hvis der er en initierende forståelse (visdom), ‘ro i lejren’ (hensigtsmæssig etisk indstilling), beslutsomhed og energi til at starte på.
