Dette er min hjemmeside og blog, hvor jeg vil dele mit liv og mine betragtninger. Jeg overvejede at berette om mit liv som buddhist, men ombestemte mig. Siden vil få både buddhistisk indhold, og andet indhold, for de to kan ikke skilles ad (for mig i hvert fald), og derfor er hjemmesiden ikke om buddhisme eller om mit buddhistiske liv – det ville føles en smule skizofrent. At den for det utrænede øje alligevel ser sådan ud
tilskriver jeg mit ustyrlige held i 18-års alderen at være blevet introduceret for Buddhaens lære, som jeg grådigt hev indenbords, (dermed har jeg snart ‘halvt-livs-jubilæum’!). Det er altså en gave der har fulgt med mig igennem teenageårenes afslutning ind i voksenlivets spæde start, og videre gennem parforhold, ægteskab og forældreskab. Det er en for længst indlejret del af mit liv, altid tilgængelig og lige så naturligt som at trække vejret.
Navnet “Strålende Lotus” er en oversættelse af mit dharmanavn, Yoren. Dharmanavnet er mit buddhistiske navn, givet af min lærer ved min tilflugt. Jeg er rigtig glad for det og stolt over det!
Jeg kunne muligvis være blevet lige så glad for at hedde “elefantprut”, men Yoren sagde mig noget med det samme – endnu inden forklaring og oversættelse fulgte. Når jeg ser min lærer og mine dharmabrødre og -søstre (f.eks. på sangha-aftener, eller retreats) så er det Yoren jeg reagerer hurtigst på og ikke mit borgerlige navn har jeg lagt mærke til. Sådan har det været lige fra start. Det er både lidt spøjst og vældig rart.
Lige som ved en kristen konfirmation bekræfter man ved den buddhistiske tilflugt at man har sat sig ind i Buddhaens belæringer (hvor meget man har sat sig ind i buddhismen er ikke så vigtigt, bare man ved hvad man har med at gøre), har en grundlæggende tillid til dem og lyst til at fortsætte med at undersøge dem. Det er også ved tilflugten man bliver officielt buddhist, og ligesom en kristen ved dåben officielt bliver en del af den kristne menighed, bliver man ved tilflugten en del af den buddhistiske Sangha.
Det er berigende at have en sangha, et fællesskab! Vi er ikke så mange buddhister i Danmark at det ligefrem vælter rundt med samtalepartnere, og derfor er jeg super glad for at være en del af denne sangha. Jeg kan møde andre der brænder for buddhismen ved f.eks. at deltage i sangha-aftener, på vores retreats, vores internet-forum (www.tendaiforum.dk), og nu også hér håber jeg!
Hvem er jeg? Jeg er en vældig tilfreds (dog ikke selvtilfreds) kvinde på 35 år, gift med min udkårne på 12. år, mor til tre fantastiske rollinger på 11, 8 og 4½ år. De giver mig udfordringer, glæder og stor kærlighed hver eneste dag med deres forskellige temperamenter, smittende latter, livslyst, gåpåmod og hittepåsomhed. Når jeg ser på dem, ser jeg hele verden. Lige rundt om mine ben går beviset på hvorfor metta er det ultimative gode og det Fire Uendelige Dyder virkelig er uendelige! Samt at visdom og medfølelse altid skal gå hånd i hånd.
Jeg mærkede det også før, men efter jeg fik børn fik jeg virkelig bevis for at vi har en iboende godhed. At vi kan rumme alle i vore hjerter: Bare mærk hjertet række ud efter børnene! Når det er i stand til at gøre sådan, er det i stand til alt.
Jeg håber at min side og blog med tiden vil bringe glæde, undren, spørgsmål, idéer, inspiration og debat. Den vil ikke give et forkromet billede af en ‘perfekt’ buddhist. Min intention er at den skal afspejle ‘the bumpy road of life’, lige præcis så perfekt som den jo faktisk er, selv når det kan være svært at se!
.
Alle er selvfølgelig velkommen til at lægge en kommentar til de indlæg jeg skriver.
.
Gid vi alle må leve i tryghed og glæde!
Gassho _/\_
Yoren